Vi er alle BLAF’ere

Der er en grund til at vi ikke kan overskue verden. Vi er i konflikt med os selv som borgere, lønmodtagere, aktionærer og forbrugere.

 

Af Hanne Feldthus

Det er efterhånden mange år siden, at adfærdsforskerne fandt ud af, at det er en illusion at opdele befolkningen i kategoriske segmenter. Vi opfører os alt for uberegneligt til, at det giver nogen mening. Dengang opfandt man begrebet ”situider”, hvilket er et irriterende ord for den enkle sandhed, at vi alle agerer forskelligt afhængigt af den situation, vi befinder os i. Tænk blot på en flok mænd i omklædningsrummet og de samme mænd til middag med svigerfamilien.

Vi indtager mange forskellige roller i løbet af en dag, men i forhold til en analyse af den fremherskende tidsånd er der særligt fire overordnede roller, som er værd at hæfte sig ved.

I forkortet form kan man sige, at flertallet af befolkningen er BLAF’ere. Vi er alle Borgere. De fleste af os er Lønmodtagere. Rigtig mange er også Aktionærer, enten fordi vi selv har investeret i aktier, eller måske mere udbredt fordi vores pensionsselskab har gjort det for os. Endelig er vi alle Forbrugere.

Det interessante ved den rolleopdeling er, at de forskellige roller ganske ofte er i indbyrdes konflikt med hinanden:

·      Som borgere vil vi gerne have en stor og velfungerende velfærdsstat, der kan uddanne os, helbrede os, pleje os og spænde et sikkerhedsnet ud under os. Vi vil gerne have en retsstat, der kan skabe spilleregler for vores adfærd og føre tilsyn med og udøve myndighed over, at alt går rigtigt for sig. Men vi vil helst ikke betale for meget i skat.

·      Som lønmodtagere vil vi gerne have en god løn og ordnede forhold på arbejdspladsen; lempelige vilkår omkring barsel og sygdom; fleksibilitet i forhold til hvordan vi tilrettelægger vores liv; og mulighed for efteruddannelse. Med andre ord trivsel, tryghed og gode fremtidsmuligheder. Men vi vil også have lov til at købe billigst muligt ind som forbrugere.

·      Som aktionærer vil vi gerne have det størst mulige afkast af vores investeringer. Vi vil gerne modtage opmuntrende breve fra vores pensionsselskab om, at vi kan leve et langt og bekymringsløst liv, når vi bliver gamle. Som lønmodtagere og aktionærer sidder vi altså på begge sider af bordet. Jo mere vi bliver presset på arbejdspladsen, des mere kan virksomheden udlodde til aktionærerne.

·      Som forbrugere vil vi have et stort udvalg af varer og services til den billigst mulige pris. Og nu om stunder kan vi købe varer fra hele verden. Også en verden med helt andre vilkår for de ansatte, for miljøet og klimaet. Og med helt andre skatteregler. Vi køber billige flybilletter fra Ryan Air, billige T-shirts der er produceret i en sweatshop, og billige løbesko på en hjemmeside i udlandet. Vi handler gladelig med virksomheder, som slet ikke lever op til alt det, vi selv ønsker som lønmodtagere og borgere.

Den opmærksomme læser vil allerede have identificeret endnu flere konflikter end de her beskrevne. Tænk blot på, hvordan lønmodtagerne i den offentlige sektor sidder på hele tre sider af bordet. I rollen som lønmodtager vil de have en god løn, ordnede forhold og en tillidsfuld arbejdsgiver, der giver dem plads til at udleve deres faglighed. I rollen som borger vil de have en udstrakt service af høj kvalitet og ret til at anklage politikerne, hvis der går noget galt. I rollen som skattebetaler vil de af med så lidt som muligt, og de forventer, at der er styr på de offentlige finanser.

Sådan kunne jeg blive ved og kommer også til at gøre det fremover. Jeg er helt med på, at vi hver for sig ikke går rundt og diskuterer ovenstående dilemmaer med os selv og vores nærmeste i dagligdagen. Alligevel er det min påstand at dilemmaerne ubevidst påvirker vores syn på verden og på fornemmelsen af, at der er noget helt galt. At det er mere end vanskeligt at overskue den moderne komplekse hverdag på det personlige plan og endnu værre, at vores politiske ledere heller ikke kan.